Fredagens aviser med Carlsberg, Mærsk og ISS
BØRSEN
KRIG I EUROPA
De største danske virksomheder har under torsdagens krigshandlinger reageret ved at udbetale ekstra løn, indstille maskineriet og hjælpe ansatte væk (Forside, side 12-13)
VESTEN VIL RAMME PUTIN PÅ ØKONOMI OG TEKNOLOGI
Eksport af teknologi og software står til at blive ramt i det, der af vestlige ledere kaldes historisk hårde sanktioner. Swift, gaseksport og sanktioner mod Putin deler landene. (Side 4)
PRISERNE PÅ GAS, OLIE, HVEDE OG METALLER TORDNER I VEJRET
Ruslands angreb på Ukraine har fået råvarepriser til at stige bredt og stejlt. Naturgas er steget med 41 pct. (Side 18)
KRIG I UKRAINE ØGER CYBERTRUSSEL
Danske virksomheder med interesser i Ukraine skal være opmærksomme på mulige cyberangreb, lyder meldingen fra flere aktører. (Side 19)
INVESTERINGSFORBUD RAMMER RUSSISKE AKTIER OG OBLIGATIONER
Saxo Bank lukkede onsdag for køb af russiske aktier og obligationer, mens flere investeringsforeninger torsdag har indført forbud. (Side 20)
DS NORDEN I NY SATSNING: TRÆDER IND I HAVNELOGISTIK
Rederiet DS Norden vil ikke nøjes med at fragte gods fra havn til havn og kaster sig derfor ind i et nyt forretningsområde. (Side 23)
ISS SER FREMGANG I FLERE LANDE
ISS ser, at aktivitetsniveauet i de vestlige lande er ved at være tilbage, hvor det var før krisen. Det siger ISS-topchef Jacob Aarup-Andersen. (Side 24)
DET KAN VÆRE GAME OVER FOR ORPHAZYME
Biotekselskabet Orphazymes overlevelse hænger i en tynd tråd. En europæisk afvisning af selskabets lægemiddel kan betyde game over for biotekselskabet. (Side 25)
ENERGIUDVIKLER OG PENSIONSKASSE UDVIDER MIA-SAMARBEJDE
Better Energy og Industriens Pension vil nu opføre i alt 23 solcelleparker i Danmark og Polen. Det kræver milliardinvesteringer. (Side 26)
PILOTER OG STEWARDESSER TRÆKKER SAS I ARBEJDSRETTEN
Dansk Metal vil føre sag om, at SAS-overenskomster med nye datterselskaber og fagforeningen FPU skal kendes ugyldige. (Side 27)
MILLIARDFORVALTERE: SVÆRT AT SE SIKKER BUND UNDER AKTIEMARKEDET
Ruslands invasion af Ukraine har skabt voldsomme kursfald. Pensionsgiganter og kapitalforvalter venter mangeårigt sanktionsregi, der kan ramme Europa. (Side 28-29)
INVESTORER SPEKULERER I MULIG STATSBANKEROT I UKRAINE
Krig i Ukraine udløser enormt rentehop for landets statsobligationer - investorer indregner risiko for statsbankerot, mener Nykredit. (Side 30)
PENSIONSGIGANTER OVERVEJER UDSALG AF RUSSISKE PAPIRER
En række danske pensionskasser ligger inde med russiske værdipapirer. Nu overvejes udsalg. (Side 32)
BERLINGSKE BUSINESS
ENORM FORRETNING PÅ SPIL FOR CARLSBERG EFTER RUSLANDS ANGREB
Carlsberg har valgt at lukke to ukrainske bryggerier, efter at russiske tropper har invaderet landet. Men i horisonten ligger der en næsten utænkelig og langt værre konsekvens af krigen i Ukraine. (Forside, side 4)
RUSSISK KRIGSERKLÆRING ER TREDOBBELT MAVEPUSTER TIL DEN GLOBALE ØKONOMI
Aktier er styrtdykket, olien er steget til over 100 dollar, og renterne falder i USA, Danmark og Tyskland. Ruslands invasion af Ukraine har skabt tumult på finansmarkedet, og investorerne er nervøse for, at usikkerheden vil føre til højere inflation og lav økonomisk vækst. (Side 2)
DANSKE TRANSPORTGIGANTER HAR LUKKET NED I UKRAINE
Mærsk lukker indtil videre ned for aktiviteterne i Ukraine og har bedt de ansatte om at holde sig hjemme. DSV har valgt at betale transportkoncernens ukrainske ansatte to måneders løn forud - i kontanter. (Side 5)
AFHÆNGIGHED AF PUTINS GAS KAN NU KOSTE OS DYRT
Den danske energiforsyning og store danske virksomheder risikerer at blive ramt, hvis der lukkes for de enorme mængder af russisk gas til EU. Det viser et behov for at bygge mere grøn energi, så Danmark og Europa bliver uafhængig af Putins gas. (Side 6-7)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
KRIGEN I UKRAINE KAN KOSTE DANSK INDUSTRI 20 MIA. KR.
Danske virksomheder fanget i russisk cyberkrig. Erhvervsorganisationer forventer kollaps i Rusland-handel. Dilemmaet gør investorerne ekstra nervøse. Invasion kan sende Europa i recession. (Forside, side 6-13)
MÆRSK-KONTOR I ODESSA LUKKES NED
A.P. Møller-Mærsk stopper med at sejle til Ukraine resten af måneden og lukker sit hovedkontor i Odessa. (Side 9)
FLÜGGER SUSPENDERER FORVENTNINGER
Flügger købte i 2021 et selskab med aktiviteter bl.a. i Rusland og Ukraine, men fremtiden er nu usikker. (Side 9)
ROCKWOOL-AKTIEN STYRTDYKKER
Med et dyk på 11,7 pct. er Rockwool, der har stor eksponering mod Rusland, den hårdest ramte aktie i det danske eliteindeks på dagen, hvor Rusland har invaderet Ukraine. (Side 9)
ISS-KONCERNEN ER USIKKER PÅ 2022
ISS sluttede 2021 med høj vækst, men corona giver fortsat usikkerhed. Servicekoncernen er kommet langt med ny strategi og frasalg, men det er for tidligt at tale om opkøb. (Side 14)
.\\˙ MarketWire