Amerikansk recession er usandsynlig - altså medmindre handelskrigen eskalerer vurderer UBS
Der hersker bekymring i markedet over en mulig recession, men den bliver næppe til noget, mener UBS, der venter store kursstigninger på amerikanske aktier, men i samme moment tager et væsentligt forbehold. Det drejer sig om den igangværende handelskrig indledt af USA's præsident, Donald Trump, som, hvis den eskalerer, risikerer at føre til stagflation.
Senest har inflationstal for februar offentliggjort onsdag vist, at prisstigningstakten i USA aftog til 2,8 pct. fra 3 pct. Samtidig aftog kerneinflationen en anelse mere end ventet til 3,1 pct. fra 3,3 pct.
Men data denne uge understregede også den voksende bekymring for, at højere toldsatser dæmper erhvervstilliden og kan medvirke til at presse priserne højere i de kommende måneder.
NFIB-indekset, der vejrer stemningen hos de små og mellemstore virksomheder i USA, viste, at mens respondenterne var mere optimistiske oven på Trumps valgsejr i november, så er de nu mere forbeholdne. Andelen af virksomhedsejere, der sagde, at det nu er et godt tidspunkt at ekspandere, tog det største dyk siden april 2020.
Og andelen af virksomheder, der hævede priserne, voksede med den største andel siden april 2021.
- Dette har givet næring til den seneste tids frygt for, at den amerikanske økonomi kan være på vej i recession eller stagflation - en kombination af svag vækst og høj inflation.
- Men efter vores mening er det usandsynligt, at disse bekymringer bliver til virkelighed, medmindre de globale handelskonflikter eskalerer mere, end vi forventer, skriver UBS i sin daglige opdatering om amerikansk økonomi.
Den schweiziske storbank venter blandt andet, at den seneste tids aftagende inflation vil medvirke til, at den amerikanske centralbank kan sænke sin rente senere i år. Og samtidig venter den, at Trump-administrationen vil sikre, at toldindgrebene ikke løber løbsk og afsporer økonomien.
- På den baggrund forudser vores basisscenarie aggressive, men selektive tariffer, der potentielt kan øge volatiliteten uden at afspore væksten. På trods af kortsigtet volatilitet fra amerikansk politisk usikkerhed bør robust økonomisk vækst og AI-medvind understøtte aktierne, og S&P 500 forventes at nå op på 6600 ved årets udgang, skriver UBS.
Får banken ret, ligger der et afkast og venter på S&P 500-indekset på næsten 18 pct. sammenlignet med lukkeniveauet onsdag på 5599,30.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›