GN ReSound overtager Danplex - pris 15 mio. kr.

Udgivet den 13-08-1999  |  kl. 09:39  |  

København--13. august--NetPosten--Efter overstået due diligence har GN ReSound, der indgår i GN Store Nord koncernen, fredag købt virksomheden Danplex, der har hovedsæde i København. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse.

Prisen for virksomheden er ca. 15 mio. kr. med tillæg af en aftalt earn-out model. Virksomheden beskæftiger 56 medarbejdere.

Danplex er en førende producent af audiologisk udstyr. Det er hensigten at lægge Danplex sammen med GN ReSounds Madsen Division, som allerede er en førende global udbyder af udstyr til måling af høretab samt tilpasning og test af høreapparater.

Ved overtagelsen af Danplex bliver GN ReSounds instrumentdivision verdens største udbyder af audiologisk måleudstyr.

Danplex oplevede i regnskabsåret 1998/99 svigtende salg og indtjening, idet en vigtig distributør i USA faldt bort. Derfor faldt omsætningen fra 60 til 37 mio. kr.

Udgivet af: NPinvestordk