GN Store Nord ser positivt frem mod 2005

Udgivet den 21-02-2005  |  kl. 14:43  |  

GN Store Nord fremlagde mandag sit regnskab for 2004, som var på niveau med forventningerne.

EBITA blev for 2004 727 mio. kr. mod forventet 731 mio. kr., mens årets omsætning blev på 5.548 mio. kr.

Omsætningsfremgangen fortsætter og EBITA ventes at stige med mindst 10% i 2005. Da de store omstruktureringer af GN’s produktionsapparat, udviklingsafdelinger og salgsenheder nu er gennemført, vil den løbende strukturelle forbedring af GN’s lønsomhed aftage, og fremover vil sæsonudsvinget i resultatet blive mere udtalt, med tyngden i andet halvår. Dette forstærkes i 2005 af den øgede markedsføringsindsats inden for kontorheadset og høreapparater, hvor profitabel omsætningsvækst nu opprioriteres.

For at styrke vækstmulighederne på længere sigt øges investeringerne i udviklingsaktiviteterne. Samlet stiger omkostningerne til markedsføring og udvikling med op til 150 mio. kr. i forhold til 2004, skriver GN Store Nord om udsigterne for 2005.

Resultatfremgangen, forbedringen af GN’s cash flowskabelse og forventningerne til 2005 motiverer bestyrelsens forslag om at supplere udbyttet på 0,6 kr. pr. aktie med et aktietilbagekøbsprogram på 400 mio. kr. i kursværdi.

Udgivet af: NPinvestordk