Google-rival faldt på børsen trods stor fremgang i Q4
Den kinesiske søgemaskinevirksomhed Baidu, som sidder på knap 75 pct. af det kinesiske marked for internetsøgninger, har aflagt regnskab for fjerde kvartal, hvor der fortsat er godt gang i omsætnings- og indtjeningsvæksten. Omsætningsprognosen for første kvartal levede dog ikke helt op til analytikernes forventninger, og aktien faldt 5,9 pct. i det amerikanske eftermarked til 100,9 dollar efter et fald på 1,3 pct. i den ordinære handel.
Baidus omsætning i fjerde kvartal steg 42 pct. til 6,34 mia. yuan (5,7 mia. kr.), mens indtjening efter skat steg 36 pct. til 2,8 mia. yuan fra 2,1 mia. yuan i fjor.
Salget fra online markedsføring steg 41 pct. til 6,29 mia. yuan, mens antallet af aktive online markedsføringsbrugere steg 31 pct. til 406.000.
Indtjeningen efter skat eksklusive ekstraordinære omkostninger var på 1,31 dollar per aktie (ADR), sammenlignet med analytikernes forventninger på 1,29 dollar.
Selskabet fremlagde ligeledes forventninger til indtjeningen for det i gangværende første kvartal af 2013. Her forventer selskabet en omsætning på mellem 5,89 og 6,08 mia. yuan (945-976 mio. dollar), hvilket var marginalt lavere end analytikerestimatet på 6,01 mia. yuan
Baidus grundlægger og adm. direktør Robin Li er en af Kinas rigeste mænd.