Google-topchef varsler flere fyringer

Udgivet den 18-01-2024  |  kl. 11:32  |  

Google kan blive nødt til at fyre flere af sine medarbejdere, hvis der skal gøres plads til teknologigigantens investeringsplaner.

Det fremgår af en intern meddelelse til Googles ansatte, som mediet The Verge er i besiddelse af.

Selskabet bag den velkendte søgemaskine har siden 10. januar i år fyret tusindvis af medarbejdere på tværs af koncernen. Opsigelserne skal bidrage med at "fjerne lag for at simplificere udførslen og sætte skub i nogle områder".

- Vi har ambitiøse mål og vil investere i vores store prioriteter i år, skriver topchefen Sundar Pichai i en intern meddelelse til Googles medarbejdere.

- Virkeligheden er, at for at skabe kapacitet til denne investering er vi nødt til at træffe svære beslutninger, varsler han videre.

Nedskæringerne betyder også, at flere stillinger vil blive nedlagt.

- Flere af disse ændringer er allerede blevet annonceret, men for at være ærlig vil nogle grupper være nødt til fortsat at træffe beslutninger om ressourceallokering året igennem, og nogle stillinger kan blive påvirket, fremgår det.

Google nedlagde sidste år 12.000 stillinger. Den nye fyringsrunde vil dog ikke blive i samme omfang, fortæller Sundar Pichai ifølge The Verge.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯