H+H får sænket anbefaling til "hold" fra "køb" af Danske Bank efter aktieoptur

Udgivet den 06-03-2025  |  kl. 09:49  |  
Arkiv: Foto

H+H har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Danske Bank, som dog samtidig løfter kursmålet til 115 kr. fra 85 kr.

Det fremgår af et analysenotat fra banken.

Den nye anbefaling kommer i kølvandet på tirsdagens regnskab fra porebetonkoncernen og efterfølgende kursplus på 12,2 pct. som følge af Tysklands planer om massiv investering i forsvaret og lempelse af gældsloftet, hvilket gav et bredt løft til europæiske industriaktier. I forvejen var H+H-aktien steget markant siden årsskiftet.

- Selv om en sådan aftale i sidste ende kan være til stor gavn for H+H's hårdest pressede marked på længere sigt, er aktien steget 46 pct., siden vi opgraderede til køb i januar, og med en rimelig værdiansættelse baseret på indtjeningen i 2028 og fortsat usikre udsigter på trods af øget optimisme, vil vi kigge andre steder hen på 12 måneders basis, skriver analytiker Anders Christian Preetzmann i notatet.

H+H havde i fjerde kvartal 2024 en positiv organisk vækst efter en stor tilbagegang i samme periode året før, og på den baggrund lykkedes det for porebetonkoncernen at komme neutralt ud af sidste regnskabsår.

- Med resultaterne for fjerde kvartal, der indikerer et fortsat usikkert marked med lav synlighed, frygter vi, at 2025 kan blive endnu et år med lavvande for nybygninger, lyder det fra Danske Bank-analytikeren.

H+H-aktien stiger torsdag 4,4 pct. til 109,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Downgrade❯  Research❯  Shares❯ 

Seneste nyheder