Investeringsforeningsrådet: En børspause beskytter investorerne

Udgivet den 29-01-2010  |  kl. 08:14  |  

Onsdag den 27. januar 2010 begærede investeringsforeningerne børspause i handlen med de afdelinger, som investerer i blåstemplede obligationer.

Baggrunden er et nyt lovforslag fra Skatteministeriet. Lovforslaget ændrer skattereglerne for såkaldte blåstemplede obligationer. Hidtil har kursavancer fra denne type obligationer været skattefrie - uanset om de var købt direkte eller via en investeringsforening. Fra og med den 27. januar 2010 bliver kursgevinsterne skattepligtige - helt som renter. Ændringen vedrører alene fri opsparing - altså ikke pensionsopsparing.

Lovændringen betyder, at obligationer købt senest den 26. januar skattemæssigt skal behandles på én måde - og obligationer købt fra den 27. januar 2010 og fremefter skal behandles på en anden måde.

Lovændringen påvirker naturligvis også de danske investeringsforeninger.

- Lovforslaget kom som et lyn fra en klar himmel - og derfor tog flere foreningerne det lidt drastiske skridt at bede om en børspause. En børspause betyder, at der bliver stoppet for handlen med beviser. Som investor kan du altså hverken købe eller sælge beviser, mens der er børspause. Børspausen omfattede onsdag godt 90 afdelinger med en samlet medlemsopsparing på cirka 64 mia. kroner.

Det skriver Investeringsforeningsrådet i en pressemeddelelse.

- Investeringsforeningerne arbejder ud fra et grundprincip om, at alle investorer skal behandles lige - og formålet med børspause i en afdeling er alene at sikre alle investorers interesser. Børspausen er i dette tilfælde en slags "time out", som giver branchen mulighed for at gennemtænke konsekvenserne af det nye lovforslag. Torsdag har vi fået det første overblik over de nye regler - og børspausener ophævet i nogle afdelinger. Det er naturligvis den enkelte forenings vurdering, siger Jens Jørgen Holm Møller, direktør i Investeringsforeningsrådet.

 

 

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder