ISS/CEO: Vi er på vej ind i ny fase

Udgivet den 10-12-2018  |  kl. 09:25  |  

ISS er på vej ind i en ny fase med et farvel til mindre kunder - og et velkommen til flere store, de såkaldte key accounts.

Ifølge Jeff Gravenhorst, der er administrerende direktør i ISS, har ISS kun 2 pct. af det globale marked for de såkaldte key account-kunder - nøglekunder - der er på 400 mia. dollar.

Det siger han på en telekonference mandag morgen i forlængelse af, at servicegiganten har fremlagt opdateret strategi.

- Vores fokus på key account har været succesfuld. Og vi er nu gået ind i en ny fase, hvor vi fra 2019 og frem vil forbedre den organiske vækst, siger Jeff Gravenhorst.

- Vores syn generelt på markedet er ikke ændret. Det er stadig et stærkt marked - men det er nøglekunderne, der driver det, siger direktøren.

Konkurrence om de store kunder er der ganske få, der kan være med på - og ISS er en af den håndfuld, der kan være med nationalt og internationalt, siger topchefen.

- Eksempelvis er UBS er gået fra at være en lokal kunde til en global kunde, siger direktøren.

ISS vil lukke ned i 13 lande, hvor koncernen sælger ud. Og det vil give et provenu på 2-2,5 mia. kr. ifølge Bloomberg News.

- Vi accelererer vores investeringsprogram i 2019 og 2020, og vi vil blandt andet investere i områder, der ligger udenfor vores nuværende områder, siger Jeff Gravenhorst.

- ISS forandrer sig og vil gøre det over de kommende år, siger han.

ISS har i år præsteret en organisk vækst på kontoen nøglekunder på 4,9 pct., hvor den organiske vækst hos andelen af ikke-nøglekunder har været på 1,9 pct.

Samlet venter ISS en organisk vækst i 2019 og frem på 4-6 pct.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang