Just Eat Takeaway løftes af stærk coronaefterspørgsel

Udgivet den 12-08-2020  |  kl. 14:26  |  

Takeawaykæmpen Just Eat Takeaway har klaret sig stærkt gennem coronakrisen, hvor der har været stigende efterspørgsel på takeaway, fordi folk har været meget hjemme.

Selskabet oplevede således voldsom vækst i første halvår, hvor omsætningen voksede til 1031 mio. euro fra 715 mio. euro i den tilsvarende periode sidste år.

Samtidig voksede det justerede driftsresultat (EBITDA) til 177 mio. euro fra 76 mio. euro i første halvår sidste år.

Tallene er opgjort konsoliderede, efter at Just Eat og hollandske Takeaway.com blev smeltet sammen i april i år.

Ifølge det amerikanske finanshus Morgan Stanley var driftsresultatet "betydeligt" over forventningerne i markedet, og kollegaen Jefferies kalder selvsamme driftsresultat for "imponerende."

Imponerede er også investorerne, der efter regnskabet sender Just Eat Takeaway-aktien op med 6,1 pct. til 102,10 euro på børsen i Amsterdam.

- Just Eat Takeaway.com er i den heldige position, at vi fortsat er gavnet af medvind. Storbritannien, Tyskland, Canada, Holland, Australien og Brasilien klarer sig særligt stærkt, siger Jitse Groen, der er administrerende direktør hos Just Eat Takeaway, i regnskabet.

- Vores forretningsområder har sunde bruttomarginer, og alle vores segmenter er positive på det justerede driftsresultat (EBITDA). På ryggen af det momentum har vi startet et aggressivt investeringsprogram, som, vi tror, vil styrke vores markedsposition yderligere, fortsætter han.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder