Jyske Bank: Fanget på det forkerte ben

Udgivet den 26-04-2007  |  kl. 08:45  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til valutamarkedet:

Mange markedsdeltagere blev af to centralbanker fanget på det forkerte ben i gårsdagens handel.

I Norge var en renteforhøjelse på 25 bp fuld ud indiskonteret af de finansielle markeder, men alligevel valgte centralbanken at lade renten blive uændret på 4 %.

Deres argument for beslutningen var, at de høje inflationstal fra marts skyldes priser med store udsving, som derfor sandsynligvis bliver en engangsforseelse. Norges Bank vil fortsat hæve renten gradvist og reaktionen i rentemarkedet var derfor hovedsageligt i fronten af kurven (1 – 6 måneder), mens renten længere ude kun faldt få bp. Markedet forventer altså stadig en renten ultimo året på 5 %. NOK reagerede umiddelbart med at svækkes, men har dog genvundet lidt af det tabte.

I New Zealand fangede RBNZ ligeledes mange på det forkerte ben, da de valgte at hæve renten med 25 bp til 7,75 % sent i aftes. Markedet havde kun indiskonteret 50 % sandsynlighed for en forhøjelse, og som en konsekvens steg NZD voldsomt.

Bevægelsen blev dog kortvarig, idet RBNZ efterfølgende slog fast, at NZD nu er ”på exceptionelle, overvurderede historiske niveauer. Markedet opfanget ovenstående som et signal om, at centralbanken ikke vil tøve med at intervenere i valutamarkedet såfremt de finder det nødvendigt. Dog skal det nævnes, at dette sandsynligvis ikke bliver aktuelt førend RBNZ er færdige med den nuværende stramning af pengepolitikken

Udgivet af: NPinvestordk