Kina vil indføre sanktioner mod Lockheed Martin

Udgivet den 14-07-2020  |  kl. 10:21  |  

Kina har planer om at indføre sanktioner mod den amerikanske forsvarskoncern Lockheed Martin, der blandt andet producerer kampfly.

Det siger Zhao Lijian, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerie, på en pressebriefing tirsdag ifølge Bloomberg News.

De kinesiske sanktioner vil være et modsvar til, at USA har godkendt en mulig forsvarsaftale med Taiwan på 620 mio. dollar.

Lockheed Martin er hovedproducenten på aftalen, der handler om at opgradere Taiwans luftværnsmissiler.

Kina er modstander af amerikanske våbensalg til Taiwan, da landet mener, at USA dermed blander sig i interne kinesiske anliggender, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Officielt betragter Kina Taiwan som en del af den kinesiske folkerepublik og anerkender dermed ikke Taiwans krav om selvstændighed.

I august sidste på truede Kina også med sanktioner mod USA for våbensalg til Taiwan, da USA godkendte et salg af 66 F-16-kampfly til Taiwan.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Kina❯  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder