Ledigheden i Danmark er steget 13 måneder i træk
Arbejdsløsheden i Danmark, målt på bruttoledigheden, var på 2,9 pct. i november mod 2,8 pct. måneden før.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Nettoledigheden lå samtidig på 2,5 pct. i november sidste år, hvilket er lig med ledigheden måneden før.
- Ledigheden har i længere tid peget op. Stigningen er meget stædig, men den er samtidig også meget svag. Det samlede billede fra arbejdsmarkedet er fortsat, at det ser fornuftigt ud. Der er fortsat meget få ledige personer i Danmark. Beskæftigelsen slår nye rekorder, og det er med til at holde ledigheden i kort snor, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til udviklingen.
- Ledigheden er steget 13 måneder i træk. I den periode er ledigheden steget med omkring 8800 personer. Også ledighedsprocenten er steget fra 2,4 pct. i foråret 2022 til nu 2,9 pct. Før corona lå ledigheden på 3,6 pct., skriver han i kommentaren.
Han venter, at ledigheden vil pege op videre i år:
- Dansk økonomi er i recession, og arbejdsmarkedet reagerer typisk med en forsinkelse. Vi forventer en tid med flere ledige og færre i beskæftigelse. Men foreløbig har arbejdsmarkedet overrasket positivt, og meget peger foreløbig på en blød landing. Dansk økonomi viser pæne stærke takter, og modvinden har ramt økonomien på et solidt udgangspunkt, lyder det fra Jeppe Juul Borre.
Bruttoledigheden omfatter både registrerede ledige og aktiverede dagpenge- og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.
.\\˙ MarketWire