Lululemon indikeres lavere efter nedjustering

Udgivet den 12-09-2013  |  kl. 15:23  |  

Lululemon Athletica ligger til at åbne med et kursfald på 7,5 pct. i 63,85 dollar efter den canadiske forhandler af yoga-tøj har aflagt regnskab for det forskudte andet kvartal, hvor forventningerne bliver sænket, idet nye konkurrenter er trådt ind på markedet og idet forbrugerne skærer i udgifterne til tøj. Det skriver Bloomberg News.

Lululemon Athleticas omsætning blev i andet kvartal på 344,5 mio. dollar, hvilket var en spids over analytikerkonsensus på 343,83 mio. dollar. Indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster blev i kvartalet på 39 cent per aktie, hvilket var et pænt stykke over analytikernes forventning på 35 cent per aktie.

Til gengæld skuffer selskabet med prognosen for indeværende regnskabsår, idet forventningerne til omsætningen sænkes til 1,625-1,635 mia. dollar fra 1,645-1,665 mia. dollar. Her ventede analytikerne 1,66 mia. dollar. Indtjeningsforventningerne bliver skåret til 1,94-1,97 dollar per aktie fra 1,96-2,01 dollar per aktie og her lød analytikerprognosen på 1,99 dollar per aktie.

Udgivet af: Aktiefokus