Lundbeck gør klar til fase 3-studie af MSA-middel efter opmuntrende data
Lundbeck gør nu klar til at indlede et fase 3-studie med lægemiddelkandidaten AF82422, som har vist potentiale til at sænke udviklingen af multipel system atrofi (MSA).
Det oplyser Lundbeck tirsdag i forbindelse med offentliggørelsen af detaljer fra fase 2 af Amulet-studiet med lægemiddelkandidaten.
- Lu AF82422 kan være en potentiel behandlingsmulighed ved at ramme MSA's underliggende sygdomspatologier med et mål om at sænke den kliniske udvikling, oplyser Lundbeck i en meddelelse.
Lægemiddelkandidaten viste i fase 2-studiet en ikke-statistisk signifikant opbremsning på 19 pct. i den kliniske udvikling af MSA sammenlignet med placebo.
Dertil viste brugen af Lu AF82422 en langsommere sygdomsudvikling målt på skalaerne mUMSARS, UMSARS del 1 og 2 på henholdsvis 27, 22 og 17 pct.
61 personer deltog i studiet, hvoraf 40 modtog Lu AF82422, mens de resterende deltagere fik placebo.
Finanshuset UBS ser også datene som opmuntrende, selv om det dog pointeres, at det er svært at kommentere størrelsen af opbremsningen i den kliniske udvikling af MSA uden at se de fulde data.
Det kan UBS og markedet generelt få et større indblik i på fredag den 8. marts, hvor de faktiske data præsenteres i forbindelse med Alzheimers og Parkinsons sygdomskonferencen AD/PD.
MSA er en sygdom, der rammer nervesystemet og gør skade på nervecellerne i hjernen. Der findes endnu ingen godkendt behandlinger til at bremse sygdommens udvikling, ligesom at der ikke findes en kur, oplyser Lundbeck.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯