Mærsk / Børsen: Dansk Supermarked skærper kampen om kunderne
Det skal fremover være billigere, at handle i supermarkedskæderne Netto, Føtex og Bilka. Det er den nye strategi fra Dansk Supermarkeds nye ledelse. En melding der kommer i kølvandet på væld af kritik fra både medier og befolkningen om, at priserne på fødevarer i Danmark er alt for dyre. Det bliver dog kategorisk afvist af ledelsen, skriver Børsen tirsdag morgen.
- Der er en hel række ting, som gør, at jeg nu og fremadrettet til stadighed vil komme med initiativer, der gør dagligvarerne billigere. For jeg tror på den måde, at jeg får flere kunder, og derved kan jeg også få en mere lønsom forretning, selv om jeg sænker priserne og avancerer, siger topchef i Dansk Supermarked Per Bank til Børsen.
Hovedaktionær i Dansk Supermarked er A.P. Møller - Mærsk med 67,68 pct., og koncernen driver samlet omkring 535 butikker på det danske marked, samt mere end 700 butikker i udlandet. Dansk Supermarked omsatte i 2011 for 54,1 mia. kr.