Mandagens aviser med Novo Nordisk, Pandora og Mærsk
BØRSEN
VIRKSOMHEDER DROPPER RETSSAGER
Virksomheder vender i stor stil ryggen til retssystemet. Antallet af sager er halveret siden 2010. Det er blevet for dyrt i omkostninger og tid. Tidligere retspræsident for Sø- & Handelsretten kalder udviklingen uhyggelig. (Forside, side 6-7)
TDC-BOSS ER NY FORMAND I SUSHIKÆDE
Sticks'n'Sushi laver stor ledelsesrokade, hvor Jens Aaløse, der er koncerndirektør i TDC, bliver ny formand. Rokaden er helt udramatisk, forsikrer hovedejeren. (Side 8)
KAPITALFOND KLAR TIL AT TAGE KONTROL OVER SANTA FE
Hvis svenske Proventus Capital Partners ikke snart får sikkerhed for, at Santa Fe Group er i stand til tilbagebetale sit lån på 38 mio. euro, er kapitalfonden klar til at overtage kontrollen med selskabet. (Side 8)
NOVO REAGERER PÅ POLITISK PRES MED BILLIGERE INSULIN I USA
Fra januar 2020 vil Novo Nordisk sælge insulin til halv pris i USA. Analytiker ser det som svar på politisk pres for billigere medicin. (Side 10)
ARLA RULLER PRESTIGE-OSTESALG I KRAFTIG VÆKST UD I EUROPA
Den højt profilerede forretning Arla Unika har succes i Danmark og har godt fat i Sverige. Nu skal direktøren få gang i tre-fem nye markeder. (Side 12)
STRATEGISKIFTE FÅR TOPLINJEN TIL AT STYRTDYKKE I MCI
Maersk Container Industrys omsætning falder drastisk som en konsekvens af efterspørgsel og lukning af fabrikker i Chile og Kina. (Side 14)
BERLINGSKE BUSINESS
PANDORAS LEDELSE VIL GENVINDE FORDUMS GLANS
Markedsføring af Pandoras smykker skal sparke liv i butikkerne, og der skal være fokus på færre produkter. Julesalget vil så vise, om ledelsen har ramt plet med sin strategi. (Forside, side 12-13)
SAS PRESSET PÅ DE LANGE RUTER EFTER UROEN I HONGKONG
Luftfartsselskabet SAS havde i august en negativ trafikvækst på 0,8 pct. målt på antal fløjne passagerkilometer, RPK. Den indsatte kapacitet (ASK) endte i august 0,3 pct. højere end i samme måned sidste år. (Side 2)
MÆRSK SATSER STORT PÅ VIND I HEMMELIG PLAN
Pengetanken bag A.P. Møller - Mærsk har i al hemmelighed lagt en storstilet plan for at skabe en slagkraftig spiller blandt de mange pressede underleverandører i vindmølleindustrien. Første skridt var købet af KK Wind. (Side 7)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
NOVO NORDISK-SAG KAN BLIVE DYR FOR SMÅ INVESTORER
Søgsmålet mod Novo Nordisk for at have tilbageholdt viden om priser på insulin kan åbne for nyttige informationer. Det kan også koste små investorer dyrt i kompensation til store investorer. (Forside, side 14-15)
AMBU ER ET YNDLINGSOFFER FOR AKTIESPEKULANTERNE
Ambu er i øjeblikket den mest upopulære aktie i Danmark. 12,7 pct. af medicoselskabets aktier er nemlig shortet, viser Finanstilsynets månedlige opgørelse over shortpositioner på det danske aktiemarked. (Side 2)
PASSAGERERNE FORSVINDER FRA DE DANSKE FLYRUTER
Indenrigstrafikken falder i Danmark. Hård konkurrence fra busser og biler har fået flyselskaberne til at skære ned og hæve priserne. (Side 6)
/ritzau/FINANS