Mike Tyson i betalingsstandsning

Udgivet den 04-08-2003  |  kl. 15:47  |  

Den tidligere amerikanske sværvægtsmester Mike Tyson, der engang var mere end 300 mio. dollar værd, har nu måttet gå i betalingsstandsning i et forsøg på at få orden på sin økonomi, siger hans advokat ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tyson har i årevis misforvaltet de mange penge, han har tjent, og det lader til, at han nu har ødslet rub og stub af de mange penge væk.

Ifølge New York Post giver Tyson imidlertid sin promotor Don King skylden for hans økonomiske problemer. Boksestjernen har anlagt sag mod King med krav om 100 mio. dollar, da Tyson hævder, at King snød ham for millioner, efter at han kom ud af fængslet i 1995. Retssagen starter i september.

Udgivet af: NPinvestordk