NKTs Ionas venter negativt driftsresultat i 2001
NKT Holdings fiberoptiske datterselskab Ionas venter for hele regnskabsåret 2001 en omsætning i niveauet 90 mio. kr. og et negativt driftsresultat før ekstraindtægter ved salg af knowhow.
- Udviklingen i tredje kvartal 2001 har fulgt de reducerede forventninger, der blev redegjort for i halvårsrapporten. Afsætningen gennem samarbejdet med JDS Uniphase har været stærkt påvirket af den drastiske opbremsning i væksten på telekommunikationsområdet, hedder det i regnskabet.
IONAS opnåede i årets første ni måneder en omsætning på 85 mio. kr. og et driftsresultat på 26 mio. kr. Korrigeret for salg af knowhow i forbindelse med udskillelse af fiberlaser aktiviteterne til et selvstændigt selskab blev driftsresultatet negativt med 5 mio. kr. I samme periode sidste år blev omsætningen 20 mio. kr. med et negativt driftsresultat på 9 mio. kr.
- Forventningerne ved årets start til IONAS' udvikling som volumenproducent af optiske chips og komponenter var store. De udeblevne resultater har været en betydelig skuffelse, men de har ikke haft konsekvenser af relativt samme dimensioner hos IONAS, som det har været tilfældet hos branchens meget store aktører, skriver ledelsen i regnskabet.
Situationen er præget af, at IONAS' kunder ligger inde med store lagre, og afsætningsmulighederne for yderligere produkter i større volumen er derfor pt. meget begrænsede. Det er fortsat selskabets opfattelse, at IONAS er blandt de teknologiførende producenter af optiske chips, og at det langsigtede
potentiale for en succesfuld udvikling af virksomheden er intakt.