Norden styrtdykker efter afklaring af ejerforhold
Attransco har solgt hele sin ejerandel på 15 pct. af D/S Norden til norske Rasmussengruppen til 2.350 kr. pr. aktie. Samtidig har Rasmussengruppen købt fem pct. af Norden fra danske Motortramp til samme pris.
Bestyrelsen for Dampskibsselskabet Norden noterer med tilfredshed, at der er fundet en afklaring, men aktien er den klart mest faldende på Københavns Fondsbørs i dag.
Således handles D/S Norden p.t. i 2.395 kr., hvilket er hele 6,1 pct. lavere end fredagens lukkekurs.
Desuden har Rasmussengruppen og Motortramp indgået en aktionæroverenskomst, der bl.a. tilsiger, at de ikke må overdrage deres aktier i Norden i en periode på to år. Handlen reducerer derfor samtidig Torms muligheder for at gennemføre en overtagelse af Norden. Torms ejerandel udgør 31,6 pct.
D/S Torm handles p.t. 1,5 pct. lavere i 195,50 kr.