Novozymes lander dårligere end ventet - men Bioenergi overrasker

Udgivet den 07-02-2018  |  kl. 08:37  |  
Novozymes - Research

Novozymes kommer ud af fjerde kvartal 2017 med et overskud af den primære drift (EBIT) på 1015 mio. kr. og et nettoresultat på 794 mio. kr.

I forhold til analytikernes forventninger klarede selskabet sig dermed svagere i kvartalet, viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates før regnskabet.

Medianen af otte analytikeres estimater var et EBIT-resultat på 1059 mio. kr. og et overskud efter skat på 837 mio. kr.

I det tilsvarende kvartal forrige år havde Novozymes et overskud på den primære drift på 1062 mio. kr. og et overskud efter skat på 805 mio. kr.

Novozymes ' omsætning faldt i fjerde kvartal 2017 til 3673 mio. kr. fra 3714 mio. kr. i fjerde kvartal året før. Til sammenligning var der ifølge Ritzau Estimates ventet en omsætning på 3753 mio. kr.

Den organiske vækst var i oktober, november og december på 4 pct., hvor Novozymes for hele året venter en organisk vækst i salget på 3-5 pct. I danske kroner faldt salget med 1 pct. mod selskabets egne årsforventninger på 2-4 pct.

Analytikerne ventede før regnskabets offentliggørelse en organisk vækst i kvartalet på 4,2 pct. og en vækst i danske kroner på 1,1 pct.

- 2017 var tilfredsstillende med solid vækst og marginer. Ligesom i andre år var der forskel i vækstraterne i vores forskellige divisioner, men det giver robusthed at levere enzymer og mikroorganismer til over 40 industrier, siger Peder Holk Nielsen, administrerende direktør i Novozymes, i en kommentar til regnskabet.

BIOENERGI POSITIV - LANDBRUG OG FODER I FALD

Mens Bioenergi overraskede positivt, var der anderledes dystre takter i divisionen Landbrug og Foder. I divisionen, der laver enzymer til fremstilling af bioenergi, steg omsætningen overraskende i fjerde kvartal af 2017 til 698 mio. kr.

Dermed udviklede salget sig noget bedre end ventet, da analytikerne ifølge Ritzau Estimates havde forudset et fald i divisionens salg til 637 mio. kr.

I fjerde kvartal af 2016 lød omsætningen i divisionen på 663 mio. kr. Det er blandt andet salget i USA, der går bedre end ventet.

I Landbrug og Foder derimod faldet salget i fjerde kvartal af 2017 til 599 mio. kr. fra 676 mio. kr. i den tilsvarende periode året før. Og det var langt svagere end ventet blandt analytikerne ifølge Ritzau Estimates, der havde forventet et salg i divisionen på 715 mio. kr. Divisionen omfatter salg af foderenzymer og mikroorganismer til akvakultur og landbrug (BioAg).

Væksten i danske kr. var negativ med 11 pct. mod en vækst på 29 pct. i fjerde kvartal 2016, mens den organiske vækst var negativ med 7 pct. mod et plus på den post på 22 pct. i fjerde kvartal af 2016. Ifølge Ritzau Estimates var der ventet en vækst i danske kr. på 5,8 pct. og en organisk vækst på 7 pct.

- Salget af mikroorganismer til landbrugsindustrien faldt, primært som følge af langsom udvikling i efterspørgslen i fjerde kvartal 2017 efter et særdeles kraftigt salg i tredje kvartal. Landbrugsøkonomien er fortsat under pres, og det påvirker salget i negativ retning, skriver Novozymes.

Den største division, Vaskemidler, som omfatter salg af enzymer til vaskemidler og mikroorganismer til rengøringsløsninger, kom svagere end ventet ud af fjerde kvartal af 2017. Salget i divisionen faldt til 1143 mio. kr.

Analytikerne havde ifølge Ritzau Estimates ventet en omsætning i divisionen, som bærer navnet Vaskemidler, eller Household Care, på 1192 mio. kr., efter at den i samme kvartal af 2016 præsterede en omsætning på 1218 mio. kr. Væksten i danske kr. var negativ med 6 pct. mod et ventet faldt på 2,2 pct.

FORVENTNINGERNE SKRUES OP

Novozymes skruer dog en tand op for forventningerne i 2018 i forhold til sidste år.

- Vores hovedprioriteter for 2018 er at øge samarbejdet med både nye og eksisterende kunder, især på vækstmarkederne, og levere effektfuld innovation til at dække individuelle kundebehov. Set i lyset af et godt momentum, en stærk produktpipeline og med øgede kommercielle aktiviteter, ser vi, trods en vis usikkerhed i markedet, et lovende outlook med accelererende vækst for 2018 og de efterfølgende år, siger Peder Holk Nielsen.

Novozymes forventer i 2018 en organisk salgsvækst på 4-6 pct. I 2017 lød forventningen på en organisk salgsvækst på 3-5 pct. Den organiske salgsvækst landede på 4 pct. i 2017.

I 2018 forventes EBIT-marginen at være på omkring 28 pct. Og endelig venter Novozymes frie pengestrømme før opkøb på at ligge mellem 1300 og 1500 mio. kr. og et afkast af investeret kapital (inklusive goodwill) på cirka 24-25 pct.

Tabel over analytikernes forventninger til Novozymes ' regnskab for fjerde kvartal af 2017:

Mio. kr. Q4 17 Q4 17(e) Q4 16 FY 17 FY 17 (e) FY 16
Omsætning 3673 3753 3714 14.531 14.611 14.142
- Vaskemidler 1143 1192 1218 4717 4766 4702
- Føde- og drikkevarer 977 948 937 4041 4012 3740
- Bioenergi 698 637 663 2644 2585 2438
- Landbrug og foder 599 715 676 2108 2224 2206
- Tekniske og farma 256 255 220 1021 1020 1056
EBIT 1015 1059 1062 4047 4091 3946
Resultat før skat 968 1050 1021 3876 3959 3881
Periodens resultat 794 837 805 3120 3163 3050
Udbytte (kr./aktie) - - - 4,50 4,49 4,00

(e) = medianestimater indsamlet af Ritzau Estimates blandt otte analytikere inden regnskabet.

Af de otte analytikere oplyser de syv anbefalinger. Heraf er der en, der anbefaler "køb/akkumuler", to anbefaler "hold/neutral", og fire anbefaler "sælg/reducer".

Det gennemsnitlige kursmål er 302 kr. for de fem analytikere, som har oplyst et sådant. Det laveste kursmål er på 275 kr., mens det højeste er på 340 kr.

Novozymes ' forventninger til 2018-resultaterne:

I pct. Ved Q4
Organisk vækst 4-6
EBIT-margin 28
Afkast 24-25

/ritzau//FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder