Obligationer/åbning: Lille rentestigning op til stribevis af nøgletal
Der er fuldt program på det danske obligationsmarked fredag, hvor de danske renter stiger en smule, inden investorerne kan se frem til et væld af nøgletal og en række taler fra beslutningstagere i centralbankerne i Europa og USA.
Udviklingen på det amerikanske obligationsmarked tydede på en stille åbning i København målt på de lange renter.
Til gengæld er den korte toårige amerikanske statsobligation steget yderligere 4 basispoint til 3,64 pct. efter dansk børslukketid torsdag efter nye stimulitiltag i Kina.
- Renterne stiger primært på grund af de gode data. Men også på baggrund af de kinesiske tiltag, der giver håb om mere global vækst, hvilket så kan betyde mindre behov for rentesænkninger i USA, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
Herhjemme faldt den korte toårige danske rente torsdag med 1 basispoint til 1,90 pct., men stiger 2 basispoint til 1,92 pct. fra åbningen fredag.
Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation stiger fredag morgen 2 basispoint til 2,08 pct.
Fredagen starter med inflationstal fra Frankrig og Spanien, fulgt af arbejdsløshedstal fra Tyskland, en række tillidsindikatorer fra eurozonen, hvorefter amerikanske statistikker følger for udviklingen i privatforbruget, forbrugertilliden fra University of Michigan og og PCE-kerneprisdeflatoren som vigtigste element.
Sidstnævnte er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål.
- Hen på eftermiddagen får vi den amerikanske PCE-inflation samt nyt om det amerikanske privatforbrug i august. Ser vi generelt en tendens til større end ventede fald i inflationen på begge sider af Atlanten, kan det presse renterne ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank i bankens morgenkommentar.
I løbet af fredagen kan investorerne desuden tage temperaturen på renteudsigterne, når en lang stribe centralbankchefer holder tale.
Blandt talerne er ECB's cheføkonom Philip Lane, der taler ved åbningen af økonomikonference i Dublin.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯