Obligationer/åbning: Ny covid-19-variant sender renten i minus

Udgivet den 26-11-2021  |  kl. 08:56  |  

Der er en trykket stemning på det danske obligationsmarked fredag morgen oven på truslen om en ny variant af covid-19 foruden eksisterende bekymringer om nedlukninger og restriktioner i Europa.

Det sker på en dag, hvor det er begrænset med nøgletal til at påvirke obligationsrenten, der i stedet ventes at følge med stemningen på finansmarkederne.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder fredag morgen 6 basispoint til minus 0,04 pct.,

Torsdag faldt obligationsrenten 3 basispoint til 0,02 pct.

Torsdag kom det frem, at en ny variant af coronavirusset er blevet registreret i Sydafrika, hvilket tynger aktiemarkederne i både Hongkong og Japan.

- En ny variant af covid-19 er blevet registreret i Sydafrika, og der er også blevet fundet tilfælde af varianten i Hongkong og Botswana. Ligesom tidligere varianter er bekymringerne, at varianten er mere smitsom og kan svække effektiviteten af vaccinerne, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank, i en analyse.

Fredag er der langt mellem nøgletallene. Mens amerikanerne sover længe efter Thanksgiving, kan vores naboer fra nord byde ind med tal for både detailsalg og økonomisk aktivitet fra henholdsvis Norge og Sverige.

Det norske detailsalg gik i oktober frem med 1,0 pct. mod en ventet fremgang på 0,3 pct. blandt økonomerne adspurgt af Bloomberg. Fremgangen skyldes ifølge Sydbank, at nordmændenes juleindkøb er blevet fremrykket på grund af bekymringer for tomme hylder.

I Sverige toppede den økonomiske aktivitet i oktober. Den ventes af Sydbank at blive fastholdt i november. Dog har flere virksomheder svært ved at få omdannet de tykke ordrebøger til faktisk produktion, lyder det.

Fra syd kommer Schweiz med BNP-rapport for tredje kvartal. Her er der ventet en fremgang på 2,4 pct. efter en vækst på 1,8 pct. i andet kvartal. Dermed har Schweiz, som er en vigtig samhandelspartner for eurozonen, indhentet det vækstmæssige efterslæb efter coronakrisen.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯