Obligationer/åbning: Renten lægger fladt fra start
Obligationsmarkedet lægger ud, hvor det slap fredag, idet den toneangivende 10-årige danske statsobligation med udløb i 2023 åbner med en uændret rente på 1,43 pct.
Siden dansk lukketid fredag har de amerikanske renter kun rykket sig marginalt, og mandag er helligdag i både USA og Storbritannien, så herfra kan markedet ikke hente impulser. Fredag lukkede den toneangivende 10-årige T-bond med en rente på 2,53 pct. efter et fald på 2 basispoint.
Nøgletalskalenderen er desuden særdeles mager. Estimatet over den tyske forbrugertillid opgjort af markedsanalysegruppen GfK landede helt som ventet på 8,5 for juni. Dermed er niveauet uændret i forhold til den tidligere opgørelse, fremgår det af data fra Bloomberg.
Herhjemme offentliggør Økonomi- og Indenrigsministeriet Økonomisk Redegørelse klokken 10. Ifølge Bloomberg vil ministeriet hæve sit skøn over BNP-væksten næste år til 2 pct., hvor den tidligere prognose forudsagde en vækst på 1,9 pct. i 2015, primært på grund af vækst i privatforbruget.
Weekendens præsidentvalg i Ukraine ser ud til at have givet sejr til rigmanden Petro Porosjenko i første runde, et resultat som seniorstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea betegner som positivt set med markedets øjne.
- Dermed undgås en anden runde, og samtidig er det et meget stærkt mandat til Porosjenko for at få skabt ro igen i Ukraine, hvilket han anses som den bedste til at sikre, skriver Drusebjerg i en kommentar.
- Fokus i løbet af de kommende timer og dage er reaktionen fra Rusland, der tidligere har sagt, at de vil acceptere valgresultatet. Hvis de stik imod alles forventninger ikke gør det, så udløser det en ny runde sanktioner fra Vesten og fornyet eskalering, tilføjer han.
/ritzau/FINANS
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk