Obligationer/åbning: Rolig start på ugen mens investorerne ser frem mod rentemøder

Udgivet den 18-03-2024  |  kl. 08:45  |  
Arkiv: Foto

Uden større nøgletal i kalenderen og en forbedret stemning blandt aktierne er åbningen på det danske obligationsmarked mandag morgen foregået i god ro og orden.

Fredag endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation uændret i 2,47 pct. efter en rentestigning på 6 basispoint torsdag, og mandag morgen har renten endnu ikke flyttet sig fra udgangspunktet fra før weekenden.

I denne uge bliver den største begivenhed på rentemarkedet onsdagens afslutning af rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

I sidste uge blev de formentlige sidste håb om, at centralbanken kunne finde på at sænke renten allerede i denne uge pillet bort, da data for inflationen og producentpriserne i USA i februar viste sig højere end ventet.

Det har sendt investorernes sats på en rentenedsættelse allerede i marts ned på under 1 pct., og heller ikke for næste rentemøde i begyndelsen af maj er der store forhåbninger om en lempelse af pengepolitikken. Her er sandsynligheden mandag morgen på godt 8 pct., hvis man bruger handlen med rentefutures som rettesnor.

Tirsdag kan investorernes opmærksomhed også blive vendt mod Japan, hvor der ifølge Jyske Bank måske kan vente den første renteforhøjelse siden 2007, når der holdes rentemøde hos Bank of Japan.

Blandt økonomerne er det overordnede konsensus dog en fastholdelse, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Mandagens nøgletalskalender byder på endelige inflationstal for februar fra eurozonen, hvor økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News venter en spejling af den første opgørelse, hvilket vil sige en inflation på 2,6 pct. og en kerneinflation på 3,1 pct.

Derudover er det småt med andre opgørelser, der har potentiale til at bevæge renterne.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯