Obligationer/middag: Politisk nyt fra Tyskland sætter fut i renterne

Udgivet den 02-12-2019  |  kl. 11:57  |  

Statsrenterne er i kraftig fremdrift på det samlede europæiske marked mandag middag - og det danske marked er ingen undtagelse.

Inspirationen til rentehoppet kommer tilsyneladende fra Tyskland, hvor socialdemokraterne (SPD) i weekenden har fået nyt formandskab.

Det skriver Sydbanks cheføkonom Søren V. Kristensen, der pointerer, at det får nogle investorer til at tro på, at vejen til en mere lempelig tysk finanspolitik er blevet kortere.

Renten på den toneangivende tiårige tyske statsobligation stiger med 6 basispoint til minus 0,29 pct. efter weekendens afstemninger hos SPD, hvor Norbert Walter-Borjans og Saskia Eskens løb med sejren.

I Danmark spejles udviklingen fuldstændig, og renten på den ledende tiårige statsobligation stiger med 6 basispoint til minus 0,27 pct.

Tilsvarende er udviklingen i øvrigt på de fleste andre store europæiske obligationsmarkeder.

Med til at skabe positiv stemning er også kinesiske nøgletal for PMI, der viste sig noget bedre end ventet i offentliggørelser lørdag og mandag.

Det skaber incitament til at købe aktier, og derfor tages der også penge ud af obligationsmarkedet, hvilket i sig selv er med til at understøtte faldende kurser og stigende renter.

I eftermiddag venter der også PMI-tal for industrisektoren fra USA, hvor der ligeledes er en opgørelse af ISM Industri. Begge tal er for november.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder