Obligationer/midddag: Renten dykker efter kortvarig stigning

Udgivet den 30-10-2020  |  kl. 11:51  |  

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation ligger fredag ved middagstid uændret i minus 0,50 pct.

Morgenen bød ellers på en lille stigning, der kan have været understøttet af et udsalg af obligationer, efter at ECB's Robert Holzmann har udtalt, at det er rigtigt fortolket at formode, at ECB-chef Christine Lagarde på torsdagens rentemøde har signaleret mere stimulus til december.

Fredagen har allerede budt på et dansk nøgletal for bruttoledigheden, der fra august til september faldt med 1400 til 136.300.

Ledighedsprocenten faldt endvidere med 0,1 procentpoint til 4,8 pct. af arbejdsstyrken, ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Fra eurozonen er der her til formiddag også kommet nøgletal fort arbejdsløshed, inflation og BNP-væksten.

Tallene gik i hver sin retning, hvor arbejdsløsheden i september skuffede ved at lande på 8,3 pct. mod ventet 8,2 pct. Arbejdsløsheden er dermed uændret fra måneden forinden.

Inflationen landede helt som ventet på minus 0,3 pct. i oktober, hvilket også var det samme som måneden forinden.

Derimod landede BNP-væksten i tredje kvartal bedre end ventet, da den endte på 12,7 pct. i forhold til andet kvartal. Ifølge Bloomberg var der ventet en stigning på 9,6 pct.

Fredag eftermiddag klokken 13.30 kigges der over på den anden side af Atlanten, hvor de amerikanske tal for privatforbruget og personlige indkomster præsenteres.

For september venter økonomerne en fastholdelse af stigningstakten på 1,0 pct. for privatforbruget, mens den personlige indkomst ventes at blive genoprettet til en stigning på 0,4 pct. sammenlignet med faldet på 2,7 pct. for måneden forinden.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder