Obligationer/tendens: Udsigt til let stigende renter med fokus på europæiske nøgletal

Udgivet den 09-01-2024  |  kl. 07:23  |  

Let stigende renter kan være på bordet for obligationshandlerne tirsdag, hvor fokus især vil være på tal for industriproduktionen i Tyskland og arbejdsløsheden i eurozonen.

Mandag steg renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 2 basispoint til 2,37 pct., efter at renten var toppet et par timer før lukketid i 2,43 pct.

I USA dykkede renterne frem mod dansk lukketid, men efter de danske handlere lukkede deres bøger, steg de amerikanske renter igen.

Det blev dog stadig til et fald på 2 basispoint for den toneangivende tiårige T-bond til 4,03 pct.

Tirsdag morgen handles statsobligationen 1 basispoint lavere i 4,02 pct., hvilket er 3 point over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.

FOKUS PÅ NØGLETAL FRA EUROPA

Tirsdag vil opmærksomheden for obligationsinvestorerne i første omgang være på tal for industriproduktionen i Tyskland, der ventes at vise en stigning på 0,3 pct. i november i forhold til måneden forinden.

Den tyske industriproduktion har de seneste år vist en vigende tendens, skriver Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel, der vurderer, at et kraftigt fald kan presse renterne ned.

Markedsdeltagerne vil tirsdag formiddag også holde øje med tal for arbejdsløsheden i eurozonen, hvor økonomer adspurgt af Bloomberg News venter en fastholdelse på 6,5 pct. i november.

Det er et rekordlavt niveau, pointerer Sydbanks seniorøkonom, der vurderer, at en stigende ledighed kan få renterne til at falde.

Ugens vigtigste nøgletal lander torsdag eftermiddag, når der præsenteres amerikanske forbrugerpriser for december.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯