Obligationer/tendens: Udsigt til stille dag og uændret rente

Udgivet den 20-02-2024  |  kl. 07:07  |  

Der er tirsdag udsigt til endnu en stille dag på det danske rentemarked uden de store bevægelser på renterne. Der er ikke mange nøgletal i kalenderen, der kan påvirke. Tirsdag sidst på eftermiddagen lander dog de ledende indikatorer for januar fra USA.

Mandag, hvor det amerikanske marked holdt lukket, steg den danske tiårige statsrente med 1 basispoint til 2,52 pct. fra fredag, hvor den steg 6 basispoint.

De ledende indikatorer ventes at vise minus 0,3 pct. mod minus 0,1 pct. i december, dermed er der udsigt til treogtyvende måned i træk med fald.

- De har dermed i næsten to år varslet afmatning i den amerikanske økonomi forude, konstaterer Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en morgenkommentar. Han konstaterer videre, at den amerikanske økonomi fortsat ser stærk ud, og at der på den korte bane ikke er udsigt til , at den amerikanske økonomi sætter farten ned.

Et kraftigt fald i de ledende indikatorer kan dog presse renterne ned, vurderer han. Tallet offentliggøres først klokken 16.

Inden da, klokken 8.00, offentliggøres det første bud på dansk BNP i fjerde kvartal og 2023. Dansk BNP skrumpede i andet og tredje kvartal og sendte Danmark i teknisk recession. Sydbank venter dog at tallet for fjerde kvartal vil afblæse den.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯