Onsdagens aktier: Vestas til tops i rødt marked efter rivalers pagt om priser
Vestas-aktien rejste sig onsdag fra sit laveste niveau i fire år, efter at en række store kinesiske rivaler satte fokus på at få stoppet priskrigen på vindmøllemarkedet.
Ellers var det småt med positive aktiehistorier på det danske aktiemarked, hvor C25-indekset endte 0,4 pct. lavere i 1924,24 efter fald i 15 af de 25 eliteaktier.
Skuffende meldinger fra store europæiske virksomheder som ASML og LVMH tirsdag eftermiddag og aften bidrog til en generel sur stemning på aktiemarkedet i Europa onsdag.
- Det ser lidt småsløjt ud på de europæiske aktiemarkeder. Vi fik nogle kedelige meddelelser fra ASML og LVMH tirsdag, og det er to selskaber, som vægter rigtigt tungt på det europæiske marked.
- Det påvirker primært de sektorer, de er en del af, men det smitter også lidt af på stemningen på det bredere aktiemarked, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
FORNUFTEN SKAL TILBAGE
Aktien i Vestas skilte sig dog ud med en stigning på 1,8 pct. til 127,95 kr., efter at en række store kinesiske vindmølleproducenter onsdag ifølge Bloomberg News underskrev en pagt for at stoppe den priskrig, der har ramt både indtjening og kvalitet.
- Fornuften skal bringes tilbage til markedet, lød det fra vindmølleproducenten Goldwind, som var en af de 12 kinesiske vindmølleproducenter til at underskrive aftalen under et branchearrangement i Beijing.
Frygten for konkurrencen fra Kina har på det seneste været medvirkende til at presse aktien i Vestas, som i 2024 er faldet 40 pct.
Der var onsdag analysenyt til Ørsted, som fik sænket anbefalingen til "sælg" fra "hold" af norske DNB Markets. Kursmålet er uændret 390 kr. Det singaporeanske børshus DBS Bank gentog imidlertid en købsanbefaling af energikoncernens aktie og løftede kursmålet til 500 kr. fra 475 kr.
Ørsted-aktien endte 0,4 pct. lavere i 434,20 kr.
HØREAPPARATKONFERENCE I TYSKLAND
Der er de kommende dage fortsat fokus på høreapparataktierne GN og Demant som følge af EUHA's årlige høreapparatkongres og messe, der afholdes i Hannover i Tyskland.
Konferencen startede onsdag og vil byde på flere præsentationer inden den afsluttes fredag.
Demant-aktien faldt 1,2 pct. til 267 kr., og GN endte 0,6 pct. lavere i 135,75 kr.
Blandt sidepapirerne steg Chemometec 8,3 pct. til 396,40 kr., efter at firmaet, der laver instrumenter til celletælling, opjusterede forventningerne til 2024.
Huscompagniet skal bygge 106 boliger i det nye boligområde Gartnerhaven i Hvidovre.
Totalentreprisen forventes at generere en omsætning på cirka 140 mio. kr., hvor størstedelen af omsætningen vil blive indregnet i 2026, oplyste firmaet.
Husbyggerens aktie steg 0,9 pct. til 66,60 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯