Onsdagens aviser med Vestas, Carlsberg og Novo Nordisk
BØRSEN
IVÆRKSÆTTERE INVESTERER MILLIONER I BRUGTE IPHONES
Folkene bag det succesfulde mobilspil Subway Surfers og den aarhusianske virksomhed Kiloo, brødrene Jacob og Simon Møller, har købt halvdelen af Phonetrade, der sælger brugte iPhones. Nu skal kæden være landsdækkende med 50 butikker. (Side 6-7)
VESTAS DÆKKER TAB PÅ EGNE PARKER MED MILLIARDTILSKUD
Vindmølleproducenten Vestas har måttet grave dybt i lommerne for at få dækket de tab, der er opstået i datterselskabet Wind Power Invest. Vestas har brugt over 2 mia. kr. i år på at dække tab og reetablere egenkapitalen i datterselskabet, der er medejer af vindparker i Centraleuropa. (Side 8)
TUBORGS KLASSIKERE HAR SUCCES I FALDENDE ØLMARKED
Med Carlsbergs ny marketingstrategi har Tuborgs fire kerneprodukter formået at vokse i det ellers faldende ølmarked. Tuborg Pilsner, Tuborg Rå, Tuborg Guld og Tuborg Classic har i første halvår af 2017 solgt små 6 pct. flere liter af de fire ølvarianter. (Side 10)
DANKORT-FORBRUG I JULEN SÆTTER MILLIARDREKORD
Julehandlen med dankort slår rekord, viser tal fra Nets, og især onlinehandlen vokser. Udsalget mellem jul og nytår vil sende dankort-forbruget yderligere op, spår Jeppe Juul-Andersen, der er direktør i Nets og ansvarlig for dankort. (Side 14)
BERLINGSKE BUSINESS
DANSK SPIRITUS HAR STOR SUCCES
Pengene vælter ind hos danske destillerier og spritproducenter, der de seneste fem år har været på en imponerende vækstrejse. Produkterne rives væk af udenlandske købere, som for alvor har fået øjnene op for de danske destillerier. (Forside, side 4)
BITCOIN ER ÅRETS STØRSTE FINANSIELLE EMNE
Den virtuelle valuta bitcoin har været et af de største emner i finansverdenen i år, hvor prisen på én mønt er gået fra 6500 kroner til omkring 100.000 kroner. Spørgsmålet er, hvad bitcoin er, og hvordan fremtiden ser ud? (Side 8-9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
DANSK LANDBRUG KAN SCORE PÅ CANNABIS
Medicinsk cannabis kan blive en ny stor eksportartikel fra dansk landbrug, vurderer Landbrug & Fødevarer. Foreløbig er 11 selskaber godkendt til at dyrke hashplanter til medicinsk brug. (Forside, side 6-7)
PENSIONSSELSKABER KVITTER CIGARETTERNE
Pensam og Lærernes Pension med henholdsvis 400.000 og 150.000 pensionskunder siger farvel til deres beholdning af tobaksaktier. Alene Pensam har solgt tobaksaktier for 0,5 mia. kr. og har sat 29 tobaksselskaber på den sorte liste, mens Lærernes Pension afhænder tobaksaktierne i løbet af de kommende måneder. (Side 5)
BUTIKSCENTRE GÅR I KRIG MED NETHANDLEN
Danske shoppingcentre kæmper hårdt om at blive endnu større og trække flere forbrugere til. Koncerter, mad og aktiviteter er på programmet, mens mange butikskæder i detailhandlen kæmper hårdt i dysten mod øget onlinehandel. (Side 8)
NOVO NORDISK FORUDSER ÆNDRINGER, MEN IKKE RADIKALE FORANDRINGER
Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, frygter ikke, at digitale løsninger vil transformere forretningsmodellen. Der er dog ingen tvivl om, at det får betydning og åbner for muligheden for at påvirke patientens adfærd. (Side 10-11)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯