Onsdagens obligationer: Renter dykkede efter amerikanske nøgletal
En lind strøm af nøgletal har givet liv til markedet onsdagen igennem, hvor renterne løbende er sivet og endte med et større dyk.
Selv om blikket er stift rettet mod beskæftigelsen og betydningen for både inflation og rentebeslutninger, var det et helt andet tal, der havde størst betydning onsdag.
De amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i servicesektoren, ISM Services, faldt i juni til 48,8 fra 53,8 måneden før. Det er det laveste niveau i fire år, og det var også markant værre end ventet, da der ifølge Bloomberg News var forudset et mindre fald til indeks 52,7 blandt økonomerne.
En værdi over 50 indikerer stigende aktivitet, mens en værdi under 50 indikerer tilbagegang.
Det fik betydning for renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation, der endte i 2,54 pct. Det er 5 basispoint lavere end dagen forinden.
Dagens nøgletalsstorm dækkede også over nyt om de europæiske producentpriser samt et frisk indblik i tilstanden på det amerikanske jobmarked.
Producentpriserne i eurozonen faldt mere end ventet i maj. På årsbasis var der tale om et fald på 4,2 pct. mod konsensusforventninger om et fald på 4,1 pct. ifølge Bloomberg News. I april var dykket 5,7 pct.
ADP's beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked viste hertil en stigning på 150.000 job i juni, hvilket var færre end ventet. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 165.000 job efter en stigning på 152.000 måneden inden.
ADP er en privat rapport, der bruges som en indikator for den officielle arbejdsmarkedsrapport fra det amerikanske beskæftigelsesministerium, som udsendes fredag.
.\\˙ MarketWire