OPTAKT Norden Q2 14/8: For tidligt at finde klaphatten frem

Udgivet den 13-08-2013  |  kl. 12:00  |  

Selvom der er lys forude, så vil onsdagens regnskab fra D/S Norden formentlig blive endnu et eksempel på, at lysets styrke er behersket for det danske tørlast- og tankrederi, der døjer med et fortsat sløvt marked.

Det vurderer D/S Norden-analytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, over for Ritzau Finans. Ligesom det resterende analytikerkorps mener han, at rederiet vil sejle med røde tal på bundlinjen i andet kvartal, når regnskabet offentliggøres onsdag inden markedets åbning.

- Det bliver et kvartal med underskud, og det bliver også et kvartal, der er med til at bekræfte, at selvom nogle begynder at åbne skabet for at finde klaphatten frem, så er det altså for tidligt at glæde sig med de markeder, Norden befinder sig på, siger Jacob Pedersen.

Analytikerne regner med, at D/S Norden kommer i land med et underskud på 10 mio. dollar ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans blandt op til 12 analytikere.

Driftsindtjeningen, EBITDA, ventes at lande på et plus på 10 mio. dollar ud fra en betragtning om, at tørlastdivisionen går i nul, tankdivisionen får et overskud på 13 mio. dollar, mens at der kalkuleres med et underskud på 3 mio. dollar, der hverken er fordelt direkte på tørlast eller tank. Til sammenligning endte EBITDA på 31,3 mio. dollar i andet kvartal af 2012.

Omsætningen ventes at være faldet fra 523 mio. dollar til 484 mio. dollar i perioden.

Rederiet skuffede i første kvartal med et underskud på 11 mio. dollar - præget af svag efterspørgsel og lave fragtrater. Men andet kvartal ser umiddelbart ud til at være forløbet mere fornuftigt, noterer Jacob Pedersen sig.

- Andet kvartal har været bedre - særligt i tank, hvor man ikke har haft låst ret mange dage fast indtjeningsmæssigt, så der har Norden haft stor gavn af de højere fragtrater, siger analytikeren om tankdivisionen, hvor rederiet havde afdækket 30 pct. af skibsdagene ved indgangen til kvartalet.

- I tørlast har man næsten haft alt låst fast og afdækket sig meget. Der er ikke det store af komme efter dér, for det er stadig et svært marked. Den evne, Norden tit har til at trække et par ekstra millioner dollar ind i indtjeningen, er bare meget svært i det marked, der er i øjeblikket, mener Jacob Pedersen.

Han vurderer, at den værste krise i tankdivisionen er overstået, men at problembarnet er tørlastsegmentet, hvor raterne fortsat er på et lavt niveau. Og sådan kan det meget vel fortsætte i de nærmest kvartaler - hvis ikke endnu længere frem i tid.

- Det bekymrer mig, at nedturen i tank varede et par år mere, end hvad der var ventet af de fleste. Det eneste, der kan redde tørlast fra samme skæbne, er Kina. At der bliver ved med at være gang i Kina, og at landet fortsat tørster efter råstoffer, som Norden kan sejle. Ellers, tror jeg, mange er for optimistiske i forhold til, hvornår det hele vender, siger Jacob Pedersen.

Netop den kinesiske økonomi er afgørende for D/S Nordens fremtidige færden, mens det store spørgsmål om overkapacitet i markedet, der underdrejer raterne, stadig spøger og er en ubekendt på den lange bane. Selv har det danske rederi udsigt til at sætte flere skibe i søen med en række nybygninger undervejs.

Trods de mindre pæne forventninger til onsdagens rapportering er konsensus blandt analytikerne, at D/S Norden når i mål med sine ambitioner for hele regnskabsåret. Analytikertabellerne indikerer et driftsoverskud, EBITDA, på 41 mio. dollar, og det er i den øvre ende af selskabets egne forventninger om et EBITDA-overskud i niveauet 15-45 mio. dollar.

Sydbank anbefaler forud for regnskabet fortsat "undervægt" af aktien i D/S Norden.

Tabel for analytikernes forventning til D/S Nordens regnskab for andet kvartal 2013:

#

Mio. USD Q2 13(e) Q2 12 FY 13(e)

--------------------------------------------

Nettoomsætning 484 523 1941

EBITDA 10 31,3 41

- EBITDA for Tørlast 0 29,9 9

- EBITDA for Tank 13 3,9 49

EBIT -9 9,6 -36

Resultat før skat -10 -30,4 -40

Periodens resultat -10 -31,8 -45

--------------------------------------------

#

(e) = medianestimat, indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans blandt op til 12 analytikere.

Heraf har de 10 oplyst en anbefaling af aktien. De fem har en købsanbefaling, fire har en neutral anbefaling, mens den sidste har en salgsanbefaling.

Regnskabet offentliggøres før børsåbning den 14. august.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

12:58 Europa/aktier: Tyske kemiaktier trækker ned mens britisk Coloplast-rival lyser op
12:56 Opec sænker forventningerne til efterspørgslen for fjerde måned i træk
12:36 Amerikansk byggemarkedskæde opjusterer efter efterårsstorme
12:32 Aktier/middag: Novo trækker ned i rødt C25 mens FLS sprudler efter regnskab - NY
12:29 Obligationer/middag: Svage tyske nøgletal presser renter nedad
11:51 Aktier/middag: Novo trækker ned i rødt C25 mens FLS sprudler efter regnskab
11:23 Verdens største murstensproducent nedjusterer efter vedvarende modvind på nøglemarkeder
11:02 Tyskland: ZEW-tilliden skuffer markant
10:45 Vodafone under pres efter sløje tyske signaler: Ny lovgivning lægger pres på indtjening
10:16 Vestas-aktie krydser smertefuld grænse med aktie under 100 kr. for første gang i fire år
09:33 FLSmidth belønnes stort for stærkt regnskab i ellers dybrødt marked
09:30 Trump blive gavnlig for FLSmidths Cement mener finansdirektør - men usikkert for Mining
09:19 Aktier/åbning: FLS stråler i rød aktieåbning
09:13 Bayer skuffer og nedjusterer - landbrugsafdeling ramt af lave priser
08:59 Obligationer/åbning: Næsten uændret rente på talfattig men talerig dag
08:50 Tryg får sænket anbefalingen til neutralt terræn hos Morgan Stanley
08:41 Mærsk rammes af millionkrav fra Adidas efter containere er forsvundet
08:32 Bayer skuffer og nedjusterer - landbrugsafdeling ramt af lave priser
08:30 Aktier/tendens: Udsigt til rød dag - FLS i fokus fra morgenstunden
08:22 Råvarer: Oliepriserne står i stampe på skuffelse over Kinas nye støttepakke