Pandora: Hedgefond øger tro på aktiefald trods kurshop

Udgivet den 24-10-2019  |  kl. 21:05  |  

Den amerikanske hedgefond Melvin Capital Management LP har torsdag øget sit sats på, at kursen i smykkeselskabet Pandora vil falde til en position, der svarer til 2,40 pct. af aktiekapitalen.

Det oplyser Finanstilsynet.

Melvin Capital havde senest i mandag en position svarende til 2,26 pct. af aktierne.

Pandora-aktien er ellers steget 10 pct. siden, da en frisk analyse fra finanshuset Carnegie onsdag løftede den med 16,1 pct., inden den torsdag blev ramt af gevinsthjemtagning og faldt 5,2 pct.

I slutningen af forrige uge svarede Melvins eksponering til 1,85 pct., mens positionen i september var på 1,78 pct., og i august var den på bare 0,83 pct.

Når en investor er "short", eller går kort i en aktie, låner investoren aktien af en aktionær med henblik på at sælge den på børsen i håb om senere at kunne købe den tilbage billigere. På den måde kan investoren tjene på differencen - minus et gebyr for at låne aktien samt eventuel kurtage.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯