Pandora/Goldman: Forventningerne er fortsat for konservative
Goldman Sachs ser fortsat stort kurspotentiale i smykkeselskabet Pandoras aktie efter resultaterne for tredje kvartal, der var bedre end ventet og havde en opjustering af forventningerne påklistret.
Forventningen om en omsætning på 8,6 mia. kr. i hele 2013 er dog fortsat for konservativ, lyder vurderingen fra Goldman Sachs, der venter, at Pandora også vil overgå det. Børshuset har derfor løftet sine estimater for Pandora betydeligt, og det har udmøntet sig i et nyt kursmål på 360,50 kr. mod tidligere 267,70 kr.
- Disse (resultaterne for tredje kvartal, red.) demonstrerede et stærkt brand-momentum, som driver den underliggende vækst og profitabilitet i forretningen, skriver Goldman Sachs i et analysenotat.
Det amerikanske finanshus venter, at Pandora vil nå en omsætning på 8,8 mia. kr. i 2013, mens EBITDA-marginen ventes at nå 30,6 pct. Goldman Sachs ser blandt andet fortsatte opgraderinger af butiksnetværket og en stærk produktportefølje som store fordele for Pandora, der skal være med til at drive endnu et flot kvartal.
De største risici forbundet med Pandora er ifølge finanshuset lageropbygning, lavere volumener og udsving i sølvpriserne.
Pandora stiger mandag 1,2 pct. til 304 kr. År til dato er aktien steget med 144 pct.
/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›