Råvarer: Bekymringer om den kinesiske efterspørgsel tynger oliepriserne

Udgivet den 30-07-2024  |  kl. 08:13  |  

Oliepriserne fortsætter nedad tirsdag for anden dag i træk, da bekymringer om efterspørgslen i Kina mere end modsvarer risikoen for en eskalerende konflikt i Mellemøsten.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 79,45 dollar mod 79,80 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 75,46 dollar mod 75,88 dollar mandag eftermiddag.

Bekymringerne om Kina følger en stribe skuffende makroøkonomiske tal fra verdens næststørste økonomi, der ad flere omgange har bekræftet, at aktiviteten er nedadgående.

Senest mandag er det ifølge Reuters blevet opgjort, at aktiviteten i den kinesiske industrisektor aftog i juli. Det er tredje måned i træk med vigende aktivitet.

Dertil har den amerikanske investeringsbank Citi skåret sine vækstestimater for den kinesiske økonomi til 4,8 pct. fra 5 pct., efter at væksten i Kina i andet kvartal skuffede.

Derudover presses oliepriserne af udsigterne til, at Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og allierede i fjerde kvartal gradvist vil begynde at øge produktionen igen efter flere år med frivillige nedskæringer.

- Vi mener, at markedet er mere tilbøjelig til at se nedadgående risici på kort sigt tynget af en fortsat sløv efterspørgsel i Kina samt en potentiel produktionsstigning i nogle af Opec+-landene i fjerde kvartal, siger Emril Jamil, der er senioranalytiker i LSEG Oil Research, til Reuters.

- Spændinger omkring straftold fra Europa og USA vil også påvirke den kinesiske olieefterspørgsel i fremtiden, fortsætter han.

Situationen i Mellemøsten synes for nuværende at være neddæmpet, efter at den israelske regering ifølge Reuters har signaleret, at man vil gå behersket til værks i modsvaret til Hizbollah, der anklages for at have udført et dødeligt angreb i Golanhøjderne.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 2388,72 dollar mod 2381,23 dollar mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Natural Resources❯ 

Seneste nyheder