Råvarer: Oliepris konsolideres på lidt højere niveau
Oliepriserne konsoliderer sig på et højere niveau torsdag morgen efter onsdagens overraskende store fald i de amerikanske olielagre. Prisstigningerne rammer dog mest den amerikanske referenceolie, mens Nordsø-kvaliteten Brent viger en anelse.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 105,90 dollar mod en pris på 106,20 dollar onsdag ved 17-tiden. En tønde af den amerikanske referenceolie, West Texas Intermediate, koster samtidig 94,40 dollar, hvor den onsdag eftermiddag stod i 94,20 dollar per tønde.
De amerikanske råolielagre faldt med 7,7 mio. tønder i den forgangne uge ifølge opgørelsen fra det amerikanske energiministerium onsdag eftermiddag. Det var et markant større fald end ventet blandt økonomerne der havde estimeret et fald på 0,7 mio. tønder.
Lagrene af benzin fik derimod en stigning på 6,2 mio. tønder mod et ventet et plus på 2,5 mio. tønder, mens lagrene af destillater faldt 1,0 mio. tønder mod et ventet løft på 1,2 mio. tønder.
- Lagerdataene er en stor overraskelse. Der har været et stort træk, og markedet er i en klar kortsigtet optrend lige nu, siger chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Bloomberg News.
På guldmarkedet er der ikke de store prisudsving. Markedet vurderer onsdagens månedlige økonomiske temperatur-barometer fra Federal Reserves. Centralbanken betegnede den økonomiske aktivitet som i fortsat ekspansion på tværs af de fleste regioner og sektorer fra slutningen af november til slutningen af året. Det er dog fortsat i et moderat tempo, og uden overraskende elementer i forhold til beslutningsgrundlaget for det kommende pengepolitiske møde i centralbanken den 28. og 29. januar.
En troy ounce guld koster torsdag morgen 1242 dollar mod 1240 dollar onsdag eftermiddag.
I kobbermarkedet er der glæde over Verdensbankens seneste opjustering af udsigterne for den globale økonomi. En højere vækst vil i kraft af en øget efterspørgsel kunne stoppe den stigende overproduktion af kobber.
Et ton kobber koster torsdag morgen 7404 dollar mod 7370 dollar onsdag.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk