Råvarer: Oliepriserne falder på styrket dollar og stagnerende kinesisk efterspørgsel

Udgivet den 20-12-2024  |  kl. 08:09  |  

En styrket dollar og stagnerende kinesisk efterspørgsel presser oliepriserne nedad fredag morgen. Dollaren steg i kølvandet på den amerikanske centralbank Federal Reserves signalering af færre rentenedsættelser næste år ved sit sidste rentemøde i år onsdag. En stærkere dollar gør det dyrere for købere med anden valuta at købe olie, hvilket får efterspørgslen til at falde.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 75,59 dollar mod 73,00 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 69,10 dollar mod 69,68 dollar torsdag eftermiddag.

Samtidig viste verdens største råolieimportør Kina fortsat ikke tegn på genopretning i sin olieefterspørgsel, idet det største kinesiske raffinaderi, Sinopec, udmeldte, at den kinesiske benzinefterspørgsel nåede sit toppunkt sidste år som følge af overgangen fra benzin- til elbiler, skriver Bloomberg News.

Ifølge et notat af Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, vil råvaremarkedet senere fredag fokusere på en potentiel nedlukning af dele af den amerikanske offentlige sektor, hvor to millioner statsansatte risikerer ikke at modtage løn. Den forestående nedlukning er et resultat af, at Repræsentanternes Hus har afvist et budgetforslag, som er støttet af Trump-lejren, og som vil træde i kraft, hvis der ikke indgås en aftale senere fredag.

Arne Lohmann Rasmussen mener, at den politiske udvikling i USA kan hæmme risikoappetitten på råvaremarkedet yderligere og give et negativt stød til priserne i løbet af fredagen.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 2604,42 dollar mod 2588,42 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Sebastian Grünfeld

Tags:  Natural Resources❯ 

Seneste nyheder