Råvarer: Oliepriserne stiger på fortsatte udbudsforstyrrelser i Libyen

Udgivet den 03-09-2024  |  kl. 07:28  |  

Oliepriserne stiger marginalt tirsdag morgen på fortsatte udbudsforstyrrelser i Libyen. Udsigten til et brat fald i libysk olieproduktion driver priserne op og udligner det negative prispres fra planerne fra Opec+, der dækker over de olieeksporterende lande samt samarbejdspartnere, som vil øge sin produktion fra 1. oktober.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 77,24 dollar mod 77,01 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 73,91 dollar mod 73,73 dollar mandag eftermiddag.

De libyske produktionsforstyrrelser er forårsaget af en konflikt mellem rivaliserende fraktioners om kontrol af landets centralbank, der har ført til en blokade af oliefelter. Ifølge Arne Anders Lohmann Rasmussen, chefanalytiker i Global Risk Management, kan den libyske produktion falde med op til 1 mio. tønder om dagen. Det overstiger langt Opec+'s planlagte produktionssøgning i fjerde kvartal.

Mandag erklærede Libyens nationale olieselskab force majeure på El Feel-feltet, hvilket indikerer, at der ikke er udsigt til en genoprettelse af olieproduktionen i Libyen foreløbigt. Omvendt pågår der FN-forhandlinger om en fredsaftale mellem de stridende parter, der kan blive underskrevet allerede tirsdag. Hvis det er tilfældet, kan olieprisen falde til 75 dollar, skriver Arne Anders Lohmann Rasmussen i et notat.

I løbet af ugen vil råvarehandlere holde et skarpt øje med situationen i Libyen og eventuelle udmeldinger fra Opec+ om ændringer i deres planlagte produktionsudvidelser.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 2494,16 dollar mod 2502,11 dollar mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Sebastian Grünfeld

Tags:  Natural Resources❯