Realkredit er ikke bekymret over overtagelse i branchen

Udgivet den 20-06-2003  |  kl. 14:38  |  

Efter sammenlægningen af Nykredit og Totalkredit er Realkredit Danmark ikke længere landets største aktør i branchen. Men Realkredit Danmark er ikke bekymret og siger til dagbladet Politiken, at konkurrencen på markedet ikke handler om størrelse, men om distributionskanaler for realkreditlån.

- De bliver større, end vi er, men det betyder ingenting for konkurrencen. Distributionskanalerne ændrer sig jo ikke, fordi de lægger sig sammen, så konkurrencen er uændret, siger adm. direktør i Realkredit Danmark, Sven Holm, til Politiken.

Sven Holm erkender overfor Politiken, at den nye mastodont kan spare noget på omkostningerne i kraft af sin størrelse, men konkurrencen står omkring distributionskanalerne, mener han.

Totalkredit betjener næsten udelukkende privatkunder, og her har selskabet vundet markedsandele de seneste år.

Udgivet af: NPinvestordk