RITZAUpanel: Konsolideringen af banker er næsten i mål

Udgivet den 04-10-2013  |  kl. 11:14  |  

De fleste banklukninger, fusioner og overtagelser er overstået, men der er stadigvæk en række banker, der vil finde nye ejere inden udgangen af 2014. Det viser en rundspørge blandt landets økonomer foretaget af Ritzau.

29 pct. af de 41 adspurgte økonomer venter, at mindre end fem danske økonomer vil lukke eller fusionere inden udgangen af 2014.

23 pct. venter, at 6-10 banker vil gå samme vej, mens 13 pct. venter, at mere end 11 banker skifter ejer. Hele 38 pct. af økonomerne vil dog ikke gætte på det og svarer "ved ikke."

Hos Sydbank vurderer aktieanalysechef Bjørn Schwarz, at perioden med deciderede banklukninger er ovre, og at måden, hvorpå Finanstilsynet håndterer situationen gør, at bankerne får tid til at få kapitalforholdene på plads og finde langsigtede ejere eller fusionspartnere.

Han vurderer, at mellem 5-10 banker, som er i større eller mindre vanskeligheder, stadig mangler at finde nye ejere for at gennemføre oprydningen i den danske banksektor.

- Det er vel et ønske om at få færdiggjort den oprydning, der efterhånden har stået på i 5-6 år i den danske banksektor, så man kan komme videre og ikke skal slås med banker, der hænger, siger Bjørn Schwarz til Ritzau Finans.

Banker som Spar Nord, Jyske Bank og Sydbank har været nævnt som mulige banker på jagt efter nye opkøb. Bjørn Schwarz identificerer alle de større danske banker med undtagelse af Nordea og Danske Bank som mulige købere.

Blandt mulige overtagelseskandidater har især Vestjysk Bank været nævnt. Banken har staten som storaktionær, og solvensoverdækningen blev ved halvårsregnskabet reduceret til 150 mio. kr.

Østjydsk Bank har blandt andre også ofte været nævnt som en fusionskandidat, men efter et aktiesalg i september understreger direktør Max Hovedskov, at banken vil fortsætte som selvstændigt pengeinstitut.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder