Sælg dine aktier i 2007 og spar i skat

Udgivet den 07-12-2007  |  kl. 12:14  |  

Det kan betale sig at sælge aktier købt i 2007 inden klokken slår midnat 31. december. Her træder nye og skrappere regler for beskatning af avance på aktiegevinster nemlig i kraft.

Den 1. januar stiger beskatningen af avancer på gevinster over 102.600 kr. således til 45 pct. fra tidligere 43 pct.

Der indføres samtidig et ekstra beskatnings-niveau. Det betyder, at der fra 2008 betales 28 pct. i skat af gevinster på op til 46.700 kr., og hvis der er en avance på mellem 46.700 kr. og 102.600 kr. betales der 43 pct. i skat. Samtidig indføres en ny skattesats på 45 pct., hvis gevinsten overstiger 102.600 kr.

Tidligere var det sådan, at der skulle betales 28 pct. i skat af gevinster op til 45.500 kr. og 43 pct. af avancer over dette beløb.

Hvis aktierne derimod er købt inden 1. januar 2007, er det de gamle regler der gælder, og beskatningen kan ikke komme til at overstige 43 pct. ligegyldig hvor stor gevinsten er.

Af Lars Krøldrup, lk@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk