Sanistål nedjusterer resultatforventningerne
På baggrund af foreløbige, ureviderede årsresultater fra Saniståls selskaber, estimeres koncernens sresultatet før skat i 2007 til niveauet 40 - 45 mio.kr. mod tidligere udmeldt 100 - 125 mio.kr.
Det fremgår af en børsmeddelelse tirsdag.
Med udgangspunkt i afmatningen i byggesektoren i Danmark i slutningen af 2007, og de negative prognoser for 2008, har selskabet revurderet budgetforudsætningerne for 2008. Der forventes nu en generel afmatning i alle markedsegementer, dog stærkest indenfor Byg, Stålindustri og Carl F.
På denne baggrund forventes en begrænset omsætningsvækst i de danske selskaber. Aktiviteter og omkostninger tilpasses denne situation med partiel virkning på resultatet i 2008.
I løbet af 2008 vil centrallageret i Billund være fuldt indkørt. Dette forventes at reducere logistikomkostningerne. I løbet af andet halvår ventes det nybyggede stållager i Taulov at blive indkørt, men som følge af de omlægninger og startomkostninger, der er forbundet hermed, ventes logistikomkostningerne for stål at stige i 2008. De samlede logistikomkostninger i 2008 forventes afviklet på niveau med 2007.
Sammenfattende forventes et koncernresultat før skat i 2008 i niveauet 60 - 90 mio.kr.
Fra 2009 ventes sammenlagt væsentlige reduktioner i de samlede logistikomkostninger, og fra 2010 ventes den nye struktur fortsat at være helt på plads - med meget betydelige reduktioner i logistikomkostningerne til følge.