SAS vil spare 6-8 mia skr. - Afskediger 4000 mand
SAS koncernens bestyrelse har i dag givet SAS koncernledelse mandat til at fuldføre omfattende strukturelle forandringer for at sikre koncernens lønsomhed, konkurrenceevne på lang sigt og en effektiv drift af koncernens flyselskaber. Det medfører bl.a. afskedigelse af 4000 mand.
SAS koncernen har allerede gennemført to tidligere programmer med en samlet resultateffekt på 12,8 milliarder svenske kroner frem til 2005. Det nye program beregnes til at give en omkostningsbesparelse på yderligere 6-8 milliarder svenske kroner, under forudsætning af, at de resterende faglige forhandlinger føres planmæssigt til ende.
- Planerne er nødvendige for koncernens konkurrenceevne og vil udgøre det sunde grundlag for en fremtidig ekspansion. Vi har opnået meget gode resultater i forhandlingerne med samtlige fagforeninger undtagen de kabineansatte. Der er sluttet aftale med 35 af 39 fagforeninger, og SAS' bestyrelse har givet os som opgave at afslutte diskussionerne med de parter, som mangler, siger koncernchef Jørgen Lindegaard og fortsætter:
- Vi ved, at konkurrencen på flytrafik i Skandinavien bliver hårdere, og vi er derfor nødt til at være vel rustede til fremtiden. Vi skal kunne tilbyde flere og billigere rejser på det skandinaviske marked. Ambitionen er at øge trafikken med yderligere linier fra Stockholm og Oslo. Ved fuld effekt vil strukturforandringerne reducere Scandinavian Airlines gennemsnitlige enhedsomkostninger med cirka 30 procent, hvilket svarer til de mål, der var sat for strukturforandringerne.