SAS/Sydbank: Tam udvikling i decembers trafiktal

Udgivet den 11-01-2013  |  kl. 11:45  |  

SAS trafiktal for december måned var noget svagere end forventet, men det er ikke ensbetydende med, at den skandinaviske luftfartskoncern styrter mod jorden. Det vurderer Sydbank-analytiker Jacob Pedersen over for Ritzau Finans.

Ifølge Jacob Pedersen er tallenes lidt triste tendenser sandsynligvis produktet af et sammenfald af en række hændelser, der samlet har trukket udviklingen i negativ retning. Ikke desto mindre skal udviklingen følges tæt, for at holde øje med underliggende takter de næste måneder.

- Det er klart, at de rigtigt gode takter, vi har set fra SAS de sidste tre måneders tid, er stoppet. Men når de kommer lidt svagere ud af december, end jeg havde ventet, så er det dels, fordi julen nok har haft en større effekt, end jeg regnede med, og dels, at den kraftige opbremsning, der var i billetsalget under forhandlingerne om redningsplanen, gjaldt ture i december, siger han til Ritzau Finans.

Han hæfter sig ved, at selvom priserne falder en smule, ligger de stabilt omkring nul-niveauet på novembers yield - der altid beregnes en måned forskudt - men bemærker samtidig, at SAS belægningsprocent faldt en anelse til 69,5.

- Det er alfa og omega for SAS, at de får fyldt flyene godt op. Selvom det ikke er opløftende, så kommer december i halen på nogle rigtigt gode måneder. Så jeg tror ikke, at de underliggende takter er nær så triste, som lige netop december-tallene kan lede en til at tro. Men hvis de er det første tegn på en tendens, så er det selvfølgelig noget, man skal være opmærksom på, siger han til Ritzau Finans.

Jacob Pedersen forudser dog mørke skyer i horisonten for SAS billetpriser i løbet af det kommende år. Konkurrenten Norwegian opruster gevaldigt med adskillige nye fly på vej. Fly, der skal tage kampen op mod SAS på langdistanceflyvninger - og til en markant lavere pris.

- Det kommer helt klart til at presse SAS priser på langdistanceflyvninger, det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

/ritzau/FINANS

Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

14:29 Zalando falder på vækstbekymring: Storbank sænker anbefaling
14:25 USA/tendens: Nvidia går ny rød dag i møde efter kortvarig plads i toppen
14:06 Tørlastindeks falder 1,2 pct. til 1973 point
13:53 Amerikansk logistikgigant gør årsstatus tirsdag: Et pejlemærke for økonomisk aktivitet
13:17 Europa/aktier: Bilproducenter er godt kørende efter udsigt til forhandlinger om afgifter
12:47 Nvidia fortsætter nedtur: Kurs mod tredje dag i rødt og fald på 300 mia. i markedsværdi
12:27 A&O køber onlinebutik for arbejdstøj: Omsætter for omkring 260 mio. kr.
11:40 Obligationer/middag: Renterne vender rundt til lille stigning
11:18 Aktier/middag: Zealand og NKT fortsætter himmelfarten efter analytikernyt
11:10 Carlsbergs britiske opkøbsmål sendes op: Pepsico vil ikke stille sig i vejen
10:46 Apple får advarsel af EU for misbrug af markedsdominans
10:03 Tyskland: IFO-indekset skuffer i juni-måling
09:25 Ennogie tager hul på attraktivt marked: Skal levere solcelletag til svømmehal
09:23 Zealand Pharmas kursmål hæves hos Danske Bank efter studiedata
09:21 Aktier/åbning: NKT og Zealand holder C25 oppe - ALK belønnes for opjustering
09:12 Carlsberg indgår aftale med Pepsico
09:00 Obligationer/åbning: Renterne falder en spids før tyske erhvervstillidstal
08:50 ALK's opjustering dæmpes af nyhed om trukket kinesisk registreringsansøgning
08:29 Aktier/tendens: ALK og NKT kan trække C25 over let europæisk mismod
07:41 Råvarer: Oliepriserne falder på stærkere dollar