Schouw: Biomar investerer 400 mio. kr. i ny produktionslinje

Udgivet den 27-05-2014  |  kl. 08:38  |  

Biomar, der laver foder til fiskeopdræt, investerer omkring 400 mio. kr. i en ny produktionslinje i Norge. Udvidelsen øger virksomhedens kapacitet i Norge med 30 pct.

Det fremgår af en meddelelse fra konglomeratet Schouw & Co., som Biomar tilhører.

- Herved befæster BioMar sin fremtrædende position i verdens mest avancerede opdrætsland, skriver selskabet, der regner med, at den nye produktionslinje vil stå klar i løbet af 2016.

Indtil videre ventes udvidelsen at blive placeret på BioMars eksisterende fabrik på Karmøy, men selskabet vil ikke udelukke, at detailplanlægningen kan give et andet resultat.

Kapacitetsudvidelsen, der er på 140.000 ton årligt, svarer til en øget omsætning på 1-1,5 mia. kr., oplyser Schouw & Co. om planerne, der ikke påvirker resultatforventningerne til indeværende år.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk