Skatteministeren afviser Enhedslistens skatteudspil

Udgivet den 22-02-2001  |  kl. 13:03  |  

København--22. februar--NetPosten--Skatteministeriets beregninger af Enhedslistens skatteudspil viser, at det vil slå hårdt ned på over 900.000 danskere, der tjener mere end 300.000 kroner om året. De vil med Enhedslistens udspil i gennemsnit skulle betale næsten 9.000 kroner mere om året i skat.

Men det er ikke kun danskere med indkomster over 300.000 kroner om året, der skal betale mere i skat ifølge Enhedslistens skatteudspil. Enhedslisten vil nemlig sænke grænsen for, hvornår man skal betale topskat med cirka 46.000 kroner til knap 268.000 kroner. Det vil betyde, at 475.000 flere erhvervsaktive danskere end i dag kommer til at betale topskat. Dermed vil halvdelen - eller knap 1,4 millioner - af de erhvervsaktive danskere skulle betale topskat.

- Forslagene i Enhedslistens skatteudspil er ikke den rigtige vej at gå, når Danmark i dag mangler arbejdskraft. Forslagene vil svække regeringens bestræbelser på at øge udbuddet af arbejdskraft i Danmark, mener skatteminister Frode Sørensen (S).

Enhedslistens skatteudspil lægger desuden op til at begrænse rentefradraget til et maksimum på 125.000 kroner.

- Et sådant tiltag vil skævvride boligmarkedet. Det vil blive langt vanskeligere for førstegangskøbere at få egen bolig. Og det vil blive dyrere for de, der for nylig har købt bolig. Det er efter regeringens mening ikke det rigtige at gøre. Boligmarkedet er i forvejen vanskeligt at komme ind på for de unge, slutter Frode Sørensen.



Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder