SN koncernen køber Backlunds Elservice AB og Svend Erik Laursen
SN-koncernen har med virkning fra den 2. september i år overtaget et af de større elinstallationsfirmaer i Stockholms-området, Backlunds Elservice AB. Virksomheden, der arbejder inden for stærk- og svagstrømsområdet, har ca. 110 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 100 mio. SEK, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.
De to tidligere ejere udgør den fortsatte ledelse.
Med købet af Backlunbds Elservice AB fortsætter SN-koncernen sin strategi, der har som mål at blive en af de ledende virksomheder i Skandinavien inden for tekniske installationer.
I Sverige har SN-koncernen i forvejen tre virksomheder: El Marin Service i Gteborg, Pifab AB, der med hovedkontor i Stenungsund beskæftiger sig med teknisk isolering, samt el- og rørinstallationsfirmaet Prenad, der opererer i det sydlige Sverige.
Med det nye selskab vil SN-koncernen omsætte for over 450 mio. SEK om året i Sverige.
Den 1. oktober overtager SN-koncernens datterselskab Semco den århusianske VVS-virksomhed Svend Erik Laursen A/S.
Den nuværende3 ejerkreds består af direktør Flemming Christensen og firmaets grundlægger, Svend Erik Laursen samt flere af virksomheden øvrige medarbejdere.
Svend Erik Laursen A/S beskæftiger ca. 80 medarbejdere og har en årlig omsætning på ca. 50 mio. kr. inden for aktivitetsområderne VVS og ventilation m.m.