Svenska Handelsbanken: Uge 46 forventes at blive relativt stille - anbefaler mellemlange realer

Udgivet den 09-11-1998  |  kl. 13:47  |  

København--9. november--NetPosten--Den kommende uge ventes at blive relativt stille, skriver Svenska Handelsbanken i bankens forventninger til uge 46.

Der offentliggøres ikke mange væsentlige økonomiske nøgletal og der afholdes ingen centralbankmøder, der kan forrykke stemningen afgørende. Banken opretholder derfor den tidligere anbefaling af mellemlange realkreditobligationer, idet disse på kort sigt vurderes at indeholde det største potentiale.

Svenska Handelsbanken mener, at volatiliteten på de finansielle markeder er aftaget. Redningspakken for den finansielle sektor i Japanog IMFs seneste kapitaltilførsel har dæmpet frygten for kollaps, skriver banken.

De kommende uger vil fokus i emerging markets rette sig mod Brasilien, hvor regeringen efter valget står for at skulle gennemføre markante finanspolitiske stramninger. En forudsætning for at disse lykkes er - ifølge Handelsbanken - at tilliden til økonomien vender tilbage, de korte rentesatser kommer ned og flowet af valuta vender tilbage. En forværring af den nuværende situation vil kunne være en af de faktorer, der kan påvirke stemningen på de finansielle markeder negativt i de kommende uger, vurderer banken.

Det amerikanske obligationsmarked vil - ifølge banken - være præget af spekulationer om en eventuel rentenedsættelse på det kommende FOMC-møde den 17. november. Banken vurderer, at den lave volatilitet på de finansielle markeder på den ene side reducerer sandsynligheden for en nedsættelse, mens de amerikanske nøgletal, der begynder at vise lavere vækst, på den anden side bestyrker sandsynligheden med en nedsættelse begrundet i interne forhold.

I Tyskland vil debatten omkring finans- og pengepolitikken fortsætte og et fortsat politisk pres på Bundesbank for at stimulere økonomien via rentenedsættelser kan ikke udelukkes, skriver banken. Svenska Handelsbanken er dog fortsat overbevist om, at Bundesbank ikke ændrer på de ledende rentesatser før årsskiftet.

Udgivet af: NPinvestordk