Sveriges centralbank fører an med rentenedsættelser i højt tempo: Kan også gavne danskere
Centralbanken i Sverige, Riksbanken, sætter renten ned med 25 basispoint.
Det er helt som ventet ifølge Bloomberg, og kommer efter en lempelse af dobbelt størrelse i november.
- Svenskerne fører an i et højt tempo med at få renten ned igen. Sveriges Riksbank sænker renten for femte gang i år, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
- Sveriges Riksbank har sat renten ned med 1,5 pct.point i løbet af 2024. Det er en klart større rentesænkning end dem fra ECB og Federal Reserve, siger Allan Sørensen med henvisning til centralbankerne i Europa og USA.
- Svenskerne har fået stabiliseret inflationen tæt på 2 pct., og det giver plads til lavere renter på den anden side af Øresund, lyder det videre.
Dermed ligger renten i Sverige nu på 2,50 pct. Og de lavere svenske renter kan også være godt nyt for danskerne og dansk erhvervsliv, mener cheføkonomen.
- Lavere renter vil sætte fart på svensk økonomi, og det kan gavne dansk eksport. Vores eksport til Sverige faldt med 3,5 pct. i 2023, og de foreløbige tal for 2024 peger på en yderligere tilbagegang på 1 pct. i år, siger Allan Sørensen.
Svenskerne køber ifølge DI danske varer og tjenester for lidt over 140 mia. kr. om året.
Efter meldingen koster en svensk kr. nu 0,6491 danske kr. mod 0,6475 danske kr. kort forinden.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›